Barsk erindringsbog på vej om overgreb på menneskerettighederne skrevet af François Zimeray, Frankrigs ambassadør i Danmark
Dato: 18. januar 2016

12. februar 2016 – to dage før etårsdagen for attentatet mod Krudttønden – udkommer Jeg har set det samme ansigt overalt. Bogen er forfattet af Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray.

François Zimeray var til stede ved debatmødet i Krudttønden under skyderiet, og den oplevelse fik ham til efterfølgende at gå tilbage til de notater med indtryk, han havde fra sine fem år som menneskerettighedsambassadør for Frankrig, og sammenfatte dem i bogen, der nu udgives.

Fra 2008 til 2013 rejste François Zimeray som menneskerettighedsambassadør til nogle af verdens værste brændpunkter. I bogen fortæller han i meget personlige erindringsglimt om de umenneskelige grusomheder, han mødte i bl.a. Rwanda, Burma, Colombia og Libyen. Det gør François Zimeray for at være med til at sikre, at det skete ikke glemmes, og at så mange som muligt får viden om overgrebene. Kampen for menneskerettigheder er noget, der har været vigtigt for ham i det meste af hans liv.

»Da vi på Gyldendal blev præsenteret for manuskriptet, gjorde det stort indtryk på os. François Zimerays erindringer om de år er mange steder skrap kost, men netop derfor er det også en vigtig bog – især i denne tid, hvor menneskerettighederne er under pres«, siger Lene Trap-Lind, redaktør af Jeg har set det samme ansigt overalt, hvori Zimeray indleder med at fortælle om det, han oplevede i Krudttønden, og afslutter med en tekst om terrorangrebet i Paris i november 2015.

Forfatterhonoraret og overskuddet fra salget doneres efter François Zimerays ønske til Institut for Menneskerettigheder.

Bogen udgives i Frankrig i april.

AcceptReject DesignHTML

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail